12 forårstegn – Tag på forårsjagt med familien

Anemoner_800x900

Foråret er over os! Alle steder i naturen pibler det spirende forår frem og viser tegn på, at vi gå lunere og lysere tider i møde. Og hvorfor ikke tage ud og nyde den skønne natur sammen og gå på jagt efter de mange forskellige forårstegn? Det er en rigtig god måde at være sammen på og er sjovt og lærerigt for både børn og voksne.

12 forårstegn

Vi har samlet 12 forskellige tegn i natur- og dyrelivet, som alle er tegn på, at foråret er på vej. Så tag ud i naturen og hold øjne og ører åbne. Hvis du har mulighed for det, kan du holde øje med det samme sted over en periode og fx tage ud og kigge hver uge og måske tage billeder. På den måde kan du følge den spændende udvikling, der sker og efterhånden finde flere og flere forårstegn.

Hvor mange forårstegn kan du mon finde?

 

1.    Spætterne trommer på træerne:
Et af de første forårsbebudere er Flagspættens trommen på træerne.  Med sit næb hakker spætten ind i træet, og dermed opstår den karakteristiske trommelyd. Så tag en tur ud i skoven, og hør godt efter dette forårstegn, som du kan opleve allerede i januar og februar, men som tager til i marts og april.

 

2.    Brændenælderne kommer frem:
Nogle af de første planter, som kigger frem i foråret, er brændenælderne. Dem kan du bruge til madlavning – fx til suppe eller pesto. Men husk at plukke nælderne på den nederste del af stænglen, så du undgår at brænde dig på dem – de første skud her i foråret brænder nemlig kraftigt.

 

3.    Solsorten
Når solsorten synger solen ned om aftenen med dens bløde fløjtetoner, ved du, at det er forår. Kig også efter den i haven om dagen, når den leder efter orme.

 

4.    Bien kommer frem fra sit vinterhi
Hele vinteren ligger bierne i deres bo for at beskytte dronningen. På de første varme forårsdage begynder bierne dog at komme frem fra deres vinterhi for at søge efter pollen, som er deres føde.

 

5.    Gæs flokkes og finder sammen i par
Et sikkert tegn på forår er også når, du kan høre de skræppende gæs, og se dem blafre i v-formation hen over himlen, eller gå rundt i parker og på marker i april og maj, hvor de også begynder at yngle.

 

6.    Bøgen springer ud
Et kendt og uomtvisteligt bevis på at det for alvor er forår, er, når bøgen springer ud. Hold godt øje med de små, grønne blade. Man siger, at bøgen er sprunget ud, når de største blade er helt udfoldet og kan dække for en to-krone, og der samtidig er blade på flere grene. Så hold godt øje!

 

7.    Der kommer blomster på Hasselbusken
De færreste dansker har nok øje for det lille, men sikre forårtsegn – nemlig hasselbuskens pollenbærende blomster, som hænger som 3-6 cm lange rakler

 

8.    Mariehønsene kommer frem
Mariehønsene kommer først frem, når foråret rigtig har indfundet sig, og er dermed et af de sene forårstegn. Kig efter dem, hvor der er masser af grønne planter – især planter med bladlus tiltrækker mariehøns.

 

9.    Røde skovmyrer kommer frem
Om foråret begynder de røde skovmyrer at flokkes på og omkring myretuerne i solen. Vinden kan være kold, men hvis bare man opholder sig i solen og i læ, ja så er det dejligt varmt, og det har skovmyrerne fundet ud af. Find dem derfor der, hvor solens stråler falder.

 

10.    Frøer lægger æg i småsøer og vandhuller
Sidst i marts og først i april begynder frøerne at lægge æg i småsøer og vandhuller. Æggene kan du kende ved, at de er gennemsigtige geleagtige klumper med en lille sort prik i midten. Det tager ca. 85 dage, fra ægget er lagt, til frøen er færdigudviklet. Har du mulighed for det, så prøv at holde øje med æggene over flere dage. Allerede efter 4 dage kan du se, at den sorte prik har forandret sig og begynder at tage lidt mere form som en haletudse.

 

11.    Anemonen blomstrer
Tag en tur i skoven, og se de første udsprungne anemoner, som vælter frem og dækker skovbunden, som det hvideste snetæppe. Anemonerne har nemlig travlt med at suge solens energi til sig og blomstre og sætte frø, inden træernes blade kommer og skygger.

 

12.    Muldvarpeskud begynder at dukke op
Selvom det for mange græsplæneejere er utroligt irriterende, så kommer vi ikke uden om muldvarpeskud som et ægte forårstegn. Om foråret begynder muldvarpehannen nemlig at grave ynglegange, hvor den går på jagt efter en mage under jorden og i blinde.

Rigtig god forårsjagt!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *