Perfekte snobrød til Sankt Hans

snobrød

Nu er det snart Sankt Hans Aften, og det betyder, at der rundt om i hele landet bliver hygget med bål og Midsommersang. Men intet bål uden snobrød!

Derfor giver vi dig en nem og lækker opskrift på snobrød og gode tips til, hvordan du får bagt de helt perfekte snobrød.

 

Snobrødsdej

Ingredienser:

Ca. 5-6 stk.

  • Ca. 3 dl mælk
  • 25 g gær
  • 500 g hvedemel
  • 1 stor tsk. salt
  • 1 stor tsk. sukker
  • 25 g smør

Fremgangsmåde:

Lun mælken til den er lillefingervarm og opløs gæren heri. Bland mel med salt og sukker og smuldr smørret i.  Tilsæt mælken og ælt dejen godt sammen.

Lad dejen hæve under viskestykke til dobbelt størrelse. Herefter deler du dejen i lige store stykker, som trilles til pølser og snos rundt om det yderste af snobrødsgrenen.

12 tips til de perfekte snobrød

  1. Vil du lave variationer af det klassiske snobrød, så prøv med forskelligt fyld eller bland lidt ost i dejen.
  2. Tænd bålet ca. 1 time før, du ønsker at bage snobrød. Så kan bålet nå at brænde ned til gløder, som er det absolut bedste at bage snobrød over, hvis man vil undgå at de bliver sorte.
  3. Brug gerne birk- eller hasselgrene til snobrødspinde
  4. Sørg for at grenene er lange nok (ca. 1,5 m), så børnene ikke skal sidde for tæt på bålet.
  5. Grenene skal også være tykke nok til at bære snobrødet (min. 1 cm), så det ikke falder ned i bålet.
  6. Skær barken af grenens top – ca. 20 cm fra spidsen
  7. Inden du snor brødet om grenen, kan du holde spidsen af grenen ind i ilden et kort øjeblik, så spidsen bliver lidt brændt. Det forhindrer træsaften i at trænge ud i brødet og give en bitter smag.
  8. Rul ikke dejen for tyk om pinden, ellers tager det for lang tid at få bagt snobrødet.
  9. Hvis du gerne vil have fyld i snobrødet, når det er færdigbagt, skal du huske at lukke hullet i brødet for enden af pinden.
  10. Bag snobrødet over gløderne og ikke over flammerne, da flammerne vil brænde overfladen sort, inden snobrødet bliver bagt indeni.
  11. Husk at dreje pinden, så snobrødet bliver bagt jævnt hele vejen rundt.
  12. Tjek om snobrødet er færdigt ved at banke på det – lyder det hult, og slipper det pinden let, er det færdigbagt.

Har du flere tips og tricks til lækre snobrød, så del dem gerne med os i en kommentar herunder 🙂

Velbekomme og rigtig god Sankt Hans!

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *