Ski i sommer, sol og 20 °C i Danmark

Blog_ski_Sommer

Ski og sommer i Danmark er som regel noget, der ikke går godt i hånd i hånd. Men vidste du godt, at det i Danmark faktisk er muligt at stå på ski udenfor, selvom vejret siger sommer, sol og 20 °C?

På feriecentret Dayz Søhøjlandet i Gjern ved Silkeborg ligger Danmarks eneste helårs alpine skibakke, og her kan du altså stå på ski hele året – uanset vejret.

Men hvordan kan det overhovedet lade sig gøre, når der ikke er sne i Danmark året rundt?  Jo, skibakken er beklædt med kunstfibermåtter, som holdes våde af adskillige vanddysser, der sprøjter vand på børsterne – Og vupti, skiene glider ubesværet, selvom der ikke er sne på bakken. Det er naturligvis også muligt at benytte skibakken, når der er sne. Det gør bare oplevelsen endnu mere autentisk.

 

Ski på alle niveauer

Er du helt grøn på ski, er skicentret på Dayz Søhøjlandet et oplagt sted at gøre sig de første skierfaringer som familie. Her er der udover den store skibakke også en lille begynderbakke med svag hældning, hvor du trygt og sikkert kan få erfaring med at stå på ski.

Du kan også booke en skilektion med en instruktør, som vil lære dig de basale skiteknikker og sørge for, at du kommer godt fra start. Nøjagtig som på en skiskole. Derudover er den lille bakke helt perfekt til børn, som skal prøve kræfter med skiene for første gang, eller som måske lige skal samle mod til at suse ned ad den større skibakke ved siden af. Den store skibakke er udstyret med to tallerkenlifte, mens den mindre børnebakke har en lille børnevenlig ”lift”, som egentlig blot er et roterede reb, man nemt kan gribe og holde fat i.

Er familien derimod lettere øvede i at stå på ski, er den store skibakke med en fuld længde på 117 m helt klart en sjov oplevelse og en god mulighed for at svinge stavene i Danmark. Bakken har forskellige sværhedsgrader – her er der både en almindelig pist for letøvede og en pukkelpist med bump og hop til de mere rutinerede, som har mod på det.

At stå på ski på Dayz Søhøjlandets skibakke er naturligvis ikke det samme som at stå rigtigt på ski i de norske fjelde eller i Alperne – en sådan sammenligning er vist heller ikke helt fair. Men det er absolut en rigtig god mulighed for at prøve kræfter med skiene for første gang under hjemlige himmelstrøg i Danmark og for at varme op eller holde skiformen ved lige til næste skiferie.

 

Ski, støvler og stave

Men hvordan med ski, støvler og evt. stave – er det noget, man selv skal ud og investere i, inden man kan prøve skibakken? Nej, her har Dayz Søhøjlandet også sørget for at have udstyr, som al sammen er med i prisen for at stå på bakken. Når du ankommer til skicentret, får du rigtig god hjælp til at finde ski, støvler og stave i den rette størrelse, ligesom du også kan få en hjelm. Du behøver altså ikke at medbringe noget udstyr hjemmefra. Har du eget udstyr, er det dog også tilladt at medbringe det på eget ansvar.

Det er dog en rigtig god idé at iklæde sig tøj, som kan tåle at blive vådt, da der som skrevet bliver sprøjtet vand på bakken. Derfor kan det ikke undgås, at man bliver en smule våd. Derudover er det vigtigt, at du som minimum har lange bukser og trøje på, så du ikke slår dig for meget, hvis du skulle gå hen at falde. Handsker er også en rigtig god idé for at undgå for mange hudafskrabninger på hænderne, da kunstfibermåttens børster kan være stride.

 

Familievenlig afterski med mad og drikke

Efter nogle dejlige timer på skibakken kan sulten hurtigt melde sig. Det er der selvfølgelig også tænkt på. Lige for foden af skibakken ligger nemlig spisestedet Highland Café & Pub, som med sin hyggelige indretning leder tankerne hen på afterski. Her kan du både nyde en lille is og forskellige kolde og varme drikke, ligesom der serveres lette caféretter, a la carte og på udvalgte dage buffet om aftenen. Highland Cafe & Pub har en rigtig fin udsigt over skibakken, så her er det oplagt at slappe af med lidt godt til ganen og maven, mens familien snakker om dagens skioplevelse.

Skicentret på Dayz Søhøjlandet har altså det hele og er et oplagt og anbefalelsesværdig udflugtsmål, hvis man vil have en anderledes og sjov oplevelse herhjemme.

Du kan læse mere om skicentret på Dayz Søhøjlandets hjemmeside her

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *